Årgang: N.V.
Produktion: ca. 10.000 flasker
Druer: 50% Pinot Noir og 50% Pinot Meunier
Alkohol: 12,5%
Lagring: 3.5 år
Dette er en såkaldt ”blanc de noirs”-champagne, dvs. lavet på mørke druer, i dette tilfælde lige dele pinot noir og meunier. Séléction Brut indeholder en god andel af såkaldt ”reservevin”, ca. 30% – vine fra tidligere årgange - og opnår derfor stor fylde og kompleksitet. Hos Mobillion er der desuden ingen leflen for den knastørre champagnemode, i stedet får du en Brut med klassisk dosage på knap 7g/l, hvilket giver en behagelig tør vin uden at være knasende. Den indbydende duft byder på æbler og brioche. Munden er præget af parfumeret frugt fra pinot meunier sammen med god tyngde og krop fra pinot noir. Fantastisk flot og kompleks champagne til nærmest uforståelig pris.
★★★★★★ ud af 6 | Flaskehalsen.dk
"Hvad skal man forvente af en Champagne omkring 200 kroner? Normalt ikke ret meget. Men det betyder ikke, at man ikke kan få lov at blive overrasket. For i denne Champagne er der en imponerende dybde i både kulør, aroma og smag, og det er faktisk ganske uforståeligt, at den ikke koster mere, end den gør. Med 3,5 års lagring er der så meget balance og ro i vinen, at de mange fyldige noter får lov at brede sig, samtidig med at der opstår en smooth og skøn friskhed, der har en vis syre men især en fornemmelse af modenhed og elegance." Link til Flaskehalsen.dk
Om Mobillion Père & Fils:
Mobillion Père & Fils holder til i landsbyen Sacy, hvor næsten alle vinmarker fornemt er klassificeret som ”premier cru”. Byen ligger i området ”La Petite Montagne de Reims” sydvest for Champagne-hovedstaden Reims. Her laver ægteparret Elodie og Olivier champagne som femte generation af huset, der blev grundlagt i 1923. Alle deres marker er premier cru og udover at lave egne champagner, sælger huset også druer til legendariske Krug. Størstedelen af druerne er pinot noir, men der dyrkes også pinot meunier og chardonnay. Et lille, men dygtigt hus i et vinområde domineret af de store producenter.