Hola Sotero Pintado

 
 

Heldigvis behøver man ikke kende til tusindvis af svære ord og udtryk for at nyde en god vin. For nogle vine har bare så meget charme og selvtillid, at smagen taler for sig selv. Men det kan også ske, at en vin smager så godt og charmerende, at man får en ustyrlig nysgerrighed på, hvordan vinmageren har skabt sådan et mirakel - og det giver god anledning til at dykke lidt ned i vinens historie.

 

Mange vil opleve vinene fra Sotero Pintado sådan, for de tre vine, vi har hentet hjem fra denne fænomenale vingård i Spanien, har en ufatteligt intens og let forståelig stil, men alligevel fornemmer man, at de rummer meget mere end bare det, man smager i glasset.


Fra den store og markante prestigevin Sotero Pintado, der har mørke frugtnoter og en snert af chokolade, vanilje og peber i enden over ultracharmerende Totem, der med sin bløde syre og lange afbalancerede eftersmag er svær at få nok af -  og til den alsidige og enormt velsmagende Bravucón, der på ukompliceret vis er saftig og blød, men som alligevel har et slagkraftigt punch til sidst. Vinhuset formået at sammensætte vine, der på samme tid formår at behage, please og charmere, men som også imponerer, pirrer nysgerrigheden og giver lyst til at grave et spadestik dybere i den rødlige, lerede og kalkholdige jord.


På vingården kan vi hjælpe den gode vin godt på vej. Men den skabes på vinstokkene i marken. Sådan lød - frit oversat - mantraet fra en af forgængerne på Sotero Pintado, og de ord gælder stadig. For mens vinmarkerne blev beplantet for 160 år siden, er flere af vinstokkene 130 år gamle.


Det er usædvanligt, fordi vinlusen Phyloxera udryddede de fleste vinstokke i verden i slutningen af det 19. århundrede. Den var mere smitsom end alverdens varianter af corona - og vinstokkenes dødelighed var på et niveau, som vi forhåbentlig aldrig kommer til at opleve igen. Det var kun ganske få og små områder, der ikke blev angrebet, fordi de klimatiske forhold var af en helt særlig beskaffenhed, og nogle af disse vinmarker findes i området omkring Zamora i Spanien - hvor Sotero Pintado har hjemme. Vinmarkerne ligger i 800 meters højde, og det er med til at give stort set optimale modningsforhold for druerne.


Vinstokke, der har overlevet vinlusen, kaldes 'pre-phyloxera', og stokkenes alder betyder, at rodnettet er så kraftigt og dybt, at der hentes næring fra så dybe lag, at det gør noget exceptionelt for smagen. Det betyder også, at mængden af druer, der kan høstes, er meget begrænset. Men mængden af intensitet, smag og power er - lidt firkantet sagt - den samme på en vinstok med lavt udbytte, som på en højtydende vinstok - her er det hele bare samlet i færre druer, og det giver den helt særlige og koncentrerede smagsoplevelse.



Sotero Pintado har været i familiens eje i generationer. Og når det ikke bare er vingården, der er gået i arv - men også både vinmarker og vinstokke, så bliver hver enkelt stok nærmest som et familiemedlem. Det fornemmer man i disse vine, der er i fremragende balance, og hvor man ikke er i tvivl om, at vinbonden kender hver enkelt lille forgrening og skud på vinstokken, som var det hans egen søn eller datter. Derfor kan han passe og pleje dem med den rette kombination af kærlighed, kompetence og passion, og den slags er de helt afgørende elementer i, at Sotero Pintado smager himmelsk.
-------x-------

 

Estate Wines - Sotero Pintado - Bravucón 2019

 

Det behøver ikke altid være kompliceret og vanskeligt at forstå en rødvin. Heller ikke selvom en del af druerne kommer fra gamle vinstokke, der kan noget helt særligt. Selvom druerne til Bravucón kommer fra husets yngste marker, så er vinstokkene altså stadig op til 70 år gamle, og mens 80% af druerne er Tempranillo, så er der spædet op med Cabernet Sauvignon for resten. Det letter lidt på det massive præg og tilfører en dejlig frugt og god charme, der gør vinen meget appetitlig og sikrer, at den ligger lækkert i munden.

-------x-------

 

Totem 8 er lavet på ren Tempranillo og har en imponerende og umiddelbar intensitet og charme, der gør den til en vin, man falder pladask for. Balancen er perfekt, og man mærker virkelig, at de op mod 130 år gamle vinstokke har samlet sin næring fra dybe rødder, og at høsten er ret begrænset, så de relativt få druer får lov at samle al smagsintensiteten. Det giver intet mindre end et fyrværkeri i munden, når vinen samtidig har fået en håndfuld år til at udvikle sig på flaske. I Totem 8 får du alle lækkerierne serveret på et ukompliceret sølvfad, og der er stadig masser af lag at gå på opdagelse i, hvis man har lyst til den slags.

-------x-------


Estate Wines - Sotero Pintado - Sotero Pintado 2017

 

Vinstokkene er ældgamle, og de giver ikke ret mange druer. Til gengæld er alle druerne fra de 150 år gamle stokke, fulde af intensitet og power, og det kan virkelig smages i denne imponerende Tempranillo. Der bliver kun produceret 3000 flasker om året, og det skyldes det meget lave høstudbytte, men man fornemmer at hver enkelt flaske rummer så meget smag og så mange nuancer, at der ville være smag nok til tre gange så mange årlige flasker. Giv den noget luft, inden du går ombord i den, men så får du altså også en vin, der spiller på hele klaveret med modne og mørke frugter, efterfulgt af krydderier, peber og en snert af mørk chokolade. Det her er stor vin – måske også på et niveau, hvor utrænede smagsløg ikke får fuldt udbytte af den ekstra investering. Men hvis du er vant til at jage små finesser, store nuancer og interessante flader, så er det her imponerende.